Om humor

De fleste mennesker vil kunne genkende humoren som en intens følelse af fysisk og psykisk velvære, som gennemstrømmer krop og sind. En berusende tilstand af livsglæde, som vi ofte vil gå langt for at opnå igen. Humoren er kort sagt en af de sikreste og sundeste måder, at opnå en øjeblikkelig og effektiv tilstand af lykke og tilfredshed.
Men humor er ikke kun en reaktion indeni hver enkelt af os. Humor er i høj grad noget som foregår mellem mennesker, og som tjener til at knytte os sammen i et menneskeligt fællesskab, og styrke de sociale bånd, som er essentielle i alle menneskelige relationer. Humor er derfor mere end blot at have det sjovt,det er også at kunne dele denne glæde og begejstring med andre.
De fleste forbinder helt naturligt humor med det at have det sjovt og godt og at dele ud af sin glæde og sit overskud. Men humor er langt mere end det.
Humor udløses ofte af det uventede, det overraskende - og i mange tilfælde også det tabu-belagte, det farlige eller det truende. Før dette kan blive til humor, kræver det imidlertid en erkendelse af, at det som i første omgang virkede truende og smertefuldt, ikke udgør en virkelig fare for os.
Denne proces er en essentiel del af humorens væsen.
Humor er dermed tæt knyttet til evnen til at overvinde frygten for det fremmede og det anderledes, at se det absurde i det ubehagelige, at kende forskel på ægte autoritet og falsk selvhøjtidelighed, og at søge trygheden i det menneskelige fællesskab, når vi selv er ved at miste overblikket.